Stjernekigger

Varighed

60-120 min

Målgruppe

Alle aldre

Har du altid undret dig over, hvordan mennesket afkoder universet? Hvorfra ved vi alt det, vi trods alt ved? Fra astrofysikernes arbejde.

Astrofysik dykker ned i kosmos’ mysterier og søger at forstå oprindelsen, udviklingen og den ultimative skæbne for himmellegemer, galakser og selve universet. Noget af et jobopslag! Men hvordan foregår det helt konkret, når astrofysikere verden over stempler ind på arbejde? Et arbejde, der – groft sagt – går ud på at besvare dybe eksistentielle spørgsmål om selve essensen af menneskelig eksistens (og gerne nå et stykke vej inden frokost).

Stillingsbeskrivelse: Universets hemmeligheder
‍Kom med ’bag scenen’ i et fascinerende fag med en af landets mest prisbelønnede videnskabsformidlere som din insiderguide. Professor Anja C. Andersen introducerer i dette foredrag publikum for de værktøjer, metoder og ikke mindst den teknologi, som gør astrofysikere i stand til at aflure universets hemmeligheder.

Dyk med Anja C. Andersen ned i de seneste års banebrydende tekniske udvikling og opdag, hvordan sofistikerede observationsteknikker fra rummet og Jorden hjælper os med at kortlægge universets opbygning. Når du forstår hvilken hardware, astrofysikere arbejder med, bliver det nemmere at begribe, hvordan små mennesker på Jorden er i stand til så dyb en udforskning af det ærefrygtindgydende univers.

  • Hør om de utrolige observationer, der har ændret vores grundlæggende forståelse af kosmos og vores placering i det.

  • Kom på rundtur i maskinparken, når Anja introducerer de mange forskellige teleskoper på Jorden og i rummet, hvilken teknologi, de bygger på, og hvad vi kan se med de forskellige teknikker.

  • Bliv klog på neutrino-observatorier – hvad er neutrinoer, hvad kan vi lære af dem, hvad gør dem så svære at måle, og hvorfor er det alligevel værd at forsøge?

  • Forstå, hvorfor tyngdebølger giver os et helt nyt vindue til universet – hvad fortæller de os, og hvorfor er astrofysikere så begejstrede for dem.

Anja C. Andersen deler sin lidenskab for astrofysikkens landvindinger og teknologi i dette letforståelige og engagerende foredrag, som egner sig lige godt til både et ungt og et granvoksent publikum og alle niveauer af teknisk interesse og forudsætninger.

Eneste adgangskrav er nysgerrighed, men vi må advare: Risiko for stærkt forøget interesse for astronomi.

Anja C. Andersen er astrofysiker med speciale i kosmisk støv. Hun er professor i astrofysik i og offentlighedens forståelse for naturvidenskab ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universet og en af Danmarks mest populære videnskabsformidlere.

Hun er forfatter til en lang række bøger til både voksne og børn, senest ’Det gådefulde univers’ (L&R, 2023) og bestsellere som ’En lille bog om universet’ (L&R, 2016) og ’Livet er et mirakel’ (JP/Politikens Forlag, 2019).

Podcastlyttere kender Anja C. Andersens stemme fra populære serier som DR Lyds ’Flyvende tallerken’ og ’Generation Mars’ eller forskerpodcasten ’Videnskab fra vilde hjerner’.